1. TRS -grænseflade
De fleste ved måske ikke, hvad det er ved første høring, men så længe du lægger den rigtige ting foran dig, ved alle, hvad det er. Faktisk er det mest almindelige, vi ser i dagligdagen, TRS -stikket. Dens stikudseende er cylindrisk, normalt i tre størrelser: 1/4 "(6.3 mm), 1/8" (3.5 mm), 3/32 "(2.5 mm)), vores mest almindelige er 3.5 mm -størrelse stik.
2.5 mm TRS -stikket var tidligere populært på mobiltelefoner, men nu er det sjældent. Headset -grænsefladen domineres dybest set af 3.5 mm -grænsefladen. 6.3 mm-stikket er mere almindeligt i mange professionelle udstyr og high-end-headset, men nu er mange high-end-headset gradvist begyndt at skifte til 3.5 mm-stik. Betydningen af TRS er Tip (signal), Ring (signal), Sleep (jord), som henholdsvis repræsenterer de tre kontakter i denne ledd. Det, vi ser, er tre sektioner af metalsøjler adskilt af to sektioner af isolerende materiale. Derfor kaldes 3.5 mm stik og 6.3 mm stik også "små tre kerner" og "store tre kerner".
2. Strukturen i den "store tre kerne"
TRS -grænsefladen er et rundt hul, hvis inderside svarer til stikket, og der er også tre kontakter, som også er adskilt af isolerende materialer. Nogle mennesker siger, at der ikke er fire-benede stik? Det er rigtigt, det fire-benede stik, vi ser på hovedtelefoner eller walkmans, den ekstra kerne bruges til at overføre stemmesignaler eller styresignaler. Derudover er der et firekernet 3.5 mm stik til hovedtelefoner, der bruges til at overføre afbalancerede signaler. Det 6.3 mm "store trepolede" stik kan bruges til at transmittere afbalancerede signaler eller ubalancerede stereosignaler, det vil sige, det kan transmittere afbalancerede signaler som XLR-balanceret interface, vi taler om senere, men omkostningerne ved at lave sådan en afbalanceret kabel er relativt højt. Høj, så det bruges generelt kun på avanceret professionelt lydudstyr.
3. To-core 6.3 mm TRS elektrisk guitar kabel
Da kerner kan tilføjes, kan kerner naturligvis også reduceres. TRS-stikket med to kerner kan bruges til at transmittere ubalancerede mono-lydsignaler. For eksempel er kablet til elektriske guitarer et to-kerne TRS-kabel. Derfor ved vi fra udseendet af TRS -grænsefladen ikke, om den understøtter afbalanceret transmission; alene fra kernetællingen kan vi ikke være sikre på, om TRS -stikket med fire kerner og derover understøtter afbalanceret transmission. Den specifikke situation afhænger af udstyret.
4. RCA -interface
Det er også meget almindeligt i vores daglige liv, og det er dybest set tilgængeligt i udstyr som højttalere, fjernsyn, effektforstærkere og dvd -afspillere. Det er opkaldt efter den engelske forkortelse af Radio Corporation of America (Radio Corporation of America). I 1940'erne introducerede virksomheden denne grænseflade på markedet og brugte den til at forbinde fonografer og højttalere. Derfor kaldes det også i Europa PHONO interface. Det stik, vi er mere bekendt med, kaldes "lotushoved".
RCA -stik til "lotushoved"
RCA -grænsefladen bruger koaksial [koaksial definition som vist i figuren herunder] til at transmittere signaler. Centralaksen bruges til at transmittere signaler, og kontaktlaget på yderkanten bruges til jordforbindelse. Hvert RCA -kabel er ansvarligt for at transmittere lydsignalet fra en kanal. Derfor kan du bruge det antal RCA -kabler, der matcher kanalens faktiske behov. For eksempel for at konfigurere to-kanals stereo er der brug for to RCA-kabler.
5. Koaksial definition
SPDIF's COAXIAL (koaksial)
1) Koaksial digital lydgrænsefladeudgang
Den koaksiale digitale lydgrænsefladeudgang er en forkortelse af (Sony/Philips Digital InterFace) SONY og PHILIPS hjemmelignende digitale lydgrænseflade. Det er en specifikation, der angiver transmission af digitale signaler. Det kan transmittere en række forskellige signaler og kan overføre LPCM-streams og Dolby Digital, DTS, kompressionslydsignaler fra surroundsound, f.eks. AC-3.
SPDIF er opdelt i koaksial og optisk fiber fra transmissionsmediet. Faktisk er de signaler, de kan sende, de samme, men transportøren er anderledes, og grænsefladen og forbindelsesudseendet er også forskellige. Så længe det elektriske signal omdannes til et optisk signal, kan det transmitteres af optisk fiber (optisk). Optisk signaloverførsel er en populær trend i fremtiden, og dens største fordel er, at den ikke behøver at overveje grænsefladens niveau og impedansproblemer, grænsefladen er fleksibel og anti-interferens evnen er stærkere.
2) Koaksial lydgrænseflade (koaksial)
Koaksial lydgrænseflade (koaksial), standarden er SPDIF (Sony / Philips Digital InterFace), som er formuleret i fællesskab af Sony og Philips. Koaksial er markeret på bagpanelet af audiovisuelt udstyr, hovedsageligt for at levere digital lydsignaltransmission. Dens stik er opdelt i RCA og BNC.
Koaksial lyd er en lydgrænseflade, der også har input- og outputfunktioner. I modsætning til den tidligere lydgrænseflade integrerer den mikrofonens grænseflade (input -interface) og interfacet mellem headsettet eller lyden (output -interface).
Koaksial lydgrænseflade (koaksial)
SPDIF fiber
Optisk fiber [interface, hvor rammen er placeret]
6. Firkantede og runde fiberstik
Det engelske navn på den optiske fibergrænseflade er TOSLINK, som stammer fra de tekniske standarder, der er formuleret af Toshiba (TOSHIBA), og udstyret er generelt mærket som "optisk". Dens fysiske grænseflade er opdelt i to typer, den ene er et standard firkantet hoved, og den anden er et rundt hoved, der ligner det 3.5 mm TRS -stik, der normalt findes på bærbare enheder. Da det transmitterer digitale signaler i form af lysimpulser, er det den hurtigste transmissionshastighed fra et teknisk synspunkt.
Den optiske fiberforbindelse kan opnå elektrisk isolation, forhindre digital støj i at blive transmitteret gennem jordledningen og hjælpe med at forbedre signal-støjforholdet for DAC. Da den imidlertid har brug for en lysemitterende port og en modtagerport, og den fotoelektriske konvertering af disse to porte kræver fotodioder, kan der ikke være nogen tæt kontakt mellem den optiske fiber og fotodioden, som vil producere digital jitterlignende forvrængning, og dette forvrængning overlejres. Kombineret med forvrængningen i den fotoelektriske konverteringsproces er den meget værre end den koaksiale med hensyn til digital jitter. Derfor er nu den optiske fiber -grænseflade gradvist falmet ud af folks synsfelt.
7. XLR -interface af AEX/EBU -interface
Også kendt som "Cannon mouth", det er fordi Cannon Electric -virksomheden grundlagt af James H. Cannon er dens originale producent. Deres tidligste produkt var "cannon X" -serien. Senere tilføjede det forbedrede produkt en låseanordning (lås), så et "L" blev tilføjet efter "X"; senere blev der tilføjet en gummipakning omkring leddets metalkontakter. (Gummiforbindelse), så et "R" tilføjes efter "L". Folk satte de tre store bogstaver sammen og kaldte dette stik "XLR -stik".
Fælles tre-core XLR-interface
Nogle forstærkere giver et balanceret XLR-hovedtelefonstik med fire kerner
De XLR-stik, vi normalt ser, er 3-bens, selvfølgelig er der også 2-bens, 4-bens, 5-bens og 6-bens. For eksempel vil vi på nogle high-end hovedtelefonkabler også se fire-benede XLR-afbalancerede stik. XLR-grænsefladen er den samme som den "store tre-kerne" TRS-grænseflade, som kan bruges til at transmittere lydbalancerede signaler. Her taler vi kort om afbalancerede signaler og ubalancerede signaler. Efter at lydbølgen er konverteret til et elektrisk signal, er det et ubalanceret signal, hvis det transmitteres direkte. Hvis det originale signal vendes 180 grader, og det originale signal og det inverterede signal transmitteres på samme tid, er det et afbalanceret signal. Balanceret transmission er at bruge princippet om faseafbrydelse til at minimere anden interferens under transmission af lydsignaler. XLR-grænsefladen er naturligvis den samme som den "store tre-kerne" TRS-grænseflade, som kan transmittere ubalancerede signaler, så vi kan ikke se, hvilken slags signal det sender fra grænsefladen.
** Med hensyn til digital lydgrænseflade taler vi faktisk mere om transmissionsprotokoller eller standarder. Fra grænsefladens fysiske udseende er det svært at se, hvilken type grænseflade det er. Lad os først tale om AES/EBU. **
AES/EBU er forkortelsen for Audio Engineering Society/European Broadcast Union, og det er den mere populære professionelle digitale lydstandard. Det er en seriel bitoverførselsprotokol baseret på et enkelt snoet par til at overføre digitale lyddata. Data kan overføres over en afstand på op til 100 meter uden udligning, og hvis de udlignes, kan de overføres over længere afstande.
Den mest almindelige AES/EBU fysiske grænseflade med tre-core XLR-interface
AES/EBU giver to kanaler med lyddata (op til 24-bit kvantisering), kanalerne er automatisk timet og selvsynkroniseret. Det giver også metoden til transmissionskontrol og repræsentation af statusinformation (kanalstatusbit) og nogle fejldetekteringsmuligheder. Dens urinformation styres af den transmitterende ende og kommer fra bitstrømmen fra AES/EBU. Dens tre standard samplingshastigheder er 32 kHz, 44.1 kHz og 48 kHz. Selvfølgelig kan mange grænseflader fungere ved andre forskellige samplingshastigheder.
Der er mange fysiske grænseflader for AES/EBU, den mest almindelige er den tre-kerne XLR-grænseflade, der bruges til afbalanceret eller differential forbindelse; derudover er der lydkoaksiale grænseflader ved hjælp af RCA-stik, der skal diskuteres senere, der bruges til ubalanceret Connect i en ende; og brug fiberoptiske stik til at oprette optiske forbindelser.
S/PDIF er forkortelsen for Sony/Philips Digital Interconnect Format, som er en civil digital lydgrænsefladeprotokol udviklet af Sony og Philips. På grund af dens udbredte vedtagelse er det blevet de facto -standarden for civile digitale lydformater. S/PDIF og AES/EBU har lidt forskellige strukturer. Lydinformation indtager den samme position i datastrømmen, hvilket gør de to formater i princippet kompatible. I nogle tilfælde kan AES/EBU -professionelt udstyr og S/PDIF -brugerudstyr forbindes direkte, men denne fremgangsmåde anbefales ikke, fordi der er meget vigtige forskelle i elektriske specifikationer og kanalstatusbit. Ved brug af blandede protokoller Kan have uforudsigelige konsekvenser.
S/PDIF interface med RCA koaksial og optisk interface
S/PDIF -interface
Der er generelt tre typer, den ene er RCA koaksial grænseflade, den anden er BNC koaksial grænseflade, og den anden er TOSLINK optisk interface. I internationale standarder kræver S/PDIF et BNC -interface på 75 ohm til transmission. Af forskellige årsager bruger mange producenter imidlertid ofte RCA -grænseflader eller endda 3.5 mm små stereogrænseflader til S/PDIF -transmission. Over tid er RCA og 3.5 mm grænseflader blevet en "civil standard". Vi vil tale om den koaksiale grænseflade og den optiske grænseflade i detaljer senere.
Der er to typer koaksiale grænseflader, den ene er RCA koaksial grænseflade og den anden er BNC koaksial grænseflade. Udseendet af den førstnævnte er ikke anderledes end den analoge RCA -grænseflade, mens sidstnævnte ligner lidt den signalgrænseflade, vi normalt bruger på tv -apparater, og har et låsedesign. Koaksialkabelstikket har to koncentriske ledere, lederen og skærmen deler den samme akse, og impedansen for ledningen er 75 ohm.
Koaksialkabel med BNC koaksial interface
Den koaksiale transmissionsimpedans er konstant, og transmissionsbåndbredden er høj, så lydkvaliteten kan garanteres. Selvom udseendet af RCA -koaksialgrænsefladen er det samme som RCA -analoge interface, er det bedst ikke at blande kablerne. Fordi RCA -koaksialkablet har en fast 75 ohm impedans, vil blandede kabler forårsage ustabil lydoverførsel og forringe lydkvaliteten.
Det engelske navn på den optiske fibergrænseflade er TOSLINK, som stammer fra de tekniske standarder, der er formuleret af Toshiba (TOSHIBA), og udstyret er generelt mærket som "optisk". Dens fysiske grænseflade er opdelt i to typer, den ene er et standard firkantet hoved, og den anden er et rundt hoved, der ligner det 3.5 mm TRS -stik, der normalt findes på bærbare enheder. Da det transmitterer digitale signaler i form af lysimpulser, er det den hurtigste transmissionshastighed fra et teknisk synspunkt.
Firkantede og runde fiberoptiske stik
Den optiske fiberforbindelse kan opnå elektrisk isolation, forhindre digital støj i at blive transmitteret gennem jordledningen og hjælpe med at forbedre signal-støjforholdet for DAC. Da den imidlertid har brug for en lysemitterende port og en modtagerport, og den fotoelektriske konvertering af disse to porte kræver fotodioder, kan der ikke være nogen tæt kontakt mellem den optiske fiber og fotodioden, som vil producere digital jitterlignende forvrængning, og dette forvrængning overlejres. Kombineret med forvrængningen i den fotoelektriske konverteringsproces er den meget værre end den koaksiale med hensyn til digital jitter. Derfor er nu den optiske fiber -grænseflade gradvist falmet ud af folks synsfelt.
Vores andet produkt:
